Empati – er det ikke det, der gør os til humane individer?

For første gang nogensinde har forskere undersøgt, hvilke lande der er mest empatiske, og i den forbindelse har de også sammenlignet, hvad graden af empati betyder for børn og voksnes velbefindende. Og det er ikke så lidt, viser det sig. Heldigvis er vi i Danmark med i toppen, men empati er ifølge forskerne under pres og derfor noget, man skal blive ved med at dyrke hos børn. Her får du deres bud på, hvordan du kan gøre det som forælder.

 

Danmark er det mest empatiske land i Europa

I dag offentliggør en forskergruppe et nyt studie, hvor de – som de første – har undersøgt empati på tværs af landegrænser. Mere end 104.000 mennesker fra 63 lande har deltaget i undersøgelsen, og for os danskere er der noget at være stolte af.

 

Faktisk er Danmark det land i Europa, som har den højeste grad af empati.

 

Blandt de deltagende lande bliver vi kun overgået af Ecuador, Saudi Arabien og Peru. Især Saudi Arabiens placering kom bag på forskerne, fordi der historisk har været så meget krig i Mellemøsten, men de forklarer det forsigtigt med at præcisere, at de har undersøgt graden af empati mellem mennesker og ikke på tværs af grænser.

 

Konkret har forskerne målt deltagernes medfølelse for andre og deres tendens til at sætte sig ind i andre menneskers perspektiver og holdninger.

 

Men de har også undersøgt, hvad graden af empati betyder for en række psykologiske faktorer. Og her fandt forskerne nogle interessante sammenhænge: De lande med den højeste grad af empati har generelt også stærkere fællesskaber, og det enkelte menneske har mere samfundssind, en højere selvfølelse og har generelt et bedre velbefindende, end borgere i de mindre empatiske lande.

 

Forskerne understreger, at undersøgelsen er udtryk for “et øjebliksbillede“. Kulturer forandrer sig hele tiden og empati udfordres bl.a. af stigende individualisering, sociale medier og øgede krav om individuel succes.

 

Her får du derfor tre ting, som ifølge forskere og eksperter, går igen hos forældre til empatiske børn – og som det er godt at holde fast i.

 

1. Sætter ord på børnenes følelser

Den tyske hjerneforsker Tania Singer har dokumenteret, at empati starter med evnen til at forstå egne følelser. Når vi kan forstå os selv, bliver vi ganske enkelt bedre i stand til at “overføre” den forståelse på andre mennesker.

 

Forældre, der er gode til at lære deres børn at forstå deres følelser, sætter ord på dem frem for at “afvise” dem.

 

I stedet for at sige “der er ikke noget at være bange for”, når børnene ikke tør sove i mørke eller “du skal ikke være ked af det”, når de er skuffede over, at legeaftalen er slut, så fortæller forældrene, hvad det er børnene føler: “Det kan være skræmmende, når man har uhyggelige billeder i hovedet” eller “du er skuffet, fordi det har været en sjov legeaftale, tror du ikke?”

 

På den måde lærer børnene netop at forstå, hvorfor de har det, som de har det, hvilket er nøglen til, at de kan begynde at forstå, hvordan andre har det.

 

2. Lærer børn at sætte sig i andres sted

Når børn fortæller om ting, der er sket i børnehaven eller skolen, har de et helt naturligt fokus på deres egen oplevelse. Men forældre til empatiske børn er gode til at hjælpe børnene med at se de andres perspektiv, og minder dem om, at de måske havde en helt anden oplevelse.

 

Især ét bestemt spørgsmål kan ifølge den amerikanske professor og hjerneforsker Dan Siegel være godt at stille: “Hvordan tror du, at XX fortæller om denne oplevelse til sine forældre her til aften?”

 

3. Kan sige “pyt” og komme videre

Ordet “pyt” er muligvis det bedste symbol på empati, som vi har. Det betyder grundlæggende kun én ting: At man kan se udover sin egen næsetip og sige “ja, det her er lidt øv og noget andet, end jeg håbede, men verden er jo større end mig, så nu kommer jeg videre”.

 

Det er ofte noget, vi siger børn skal kunne, men det starter faktisk med os selv. Om vi er gode til at sende et oprigtigt “pyt” efter en skuffelse, gør det uden at surmule, uden brok og uden at “sætte noget i banken” (“næste gang er det min tur til at bestemme…”) . Det handler om bare at sige “pyt”, ganske enkelt fordi det er det bedste for fællesskabet og det, der skal til for, at alle kan komme videre.

 

Øvrige kilder: Daniel Goleman, Focus – The Hidden Driver of Excellence og Daniel Goleman og Peter Senge, Triple Focus og professor Daniel Siegel og Ph.D. Tina Payne Brysons hjerneforskning, bl.a. bøgerne “The Whole-Brain Child” og “No-Drama Discipline”.