Når små børn vokser op, forsøger de automatisk at gøre som deres forældre. Det er de så at sige programmerede til – det har givet den største overlevelse gennem tiden. De kommer derfor automatisk til at videreføre deres forældres mønstre – også hvor forældrene ikke selv har kunnet håndtere livet og følelserne.
Hvis for eksempel mor ikke kunne lide, at barnet blev vred, og viste barnet, at det var forkert, og gjorde dette mange gange uden selv at være klar over det. Så lærte barnet, at når det blev vred på den, det elsker, så er det forkert og skyldig.
Dette kan blive til, at barnet senere i livet uden at vide det ofte tænker, at “det er min skyld – det er mig, der er forkert”, når vrede dukker op.
Det bliver til et livslangt selvplageri, som den plagede (og plagende) ikke selv er klar over.
Det kan også være, at barnet lærer at afværge sin vrede mod sin forælder ved i stedet at blive vred på andre mennesker og derved beskytte den elskede. Det kan vise sig som et eksplosivt temperament, hvor vredesudbruddet ikke står mål med det, ser forårsagede den i nuet. For eksempel en skæv parkering eller en lang kø i Netto.
Det kan også være, at barnet har lært at afværge sin egen vrede ved at se den hos andre mennesker. Det medfører, at barnet som voksen går i en stadig angst for, at andre vil være vrede på det og tænke ilde om det.
I psykoterapi er det med terapeutens hjælp muligt at få øje på denne automatiske selvplagende mekanisme og derved befri sig selv fra den konstante pine.
ISTDP er en særlig effektiv terapeutisk arbejdsmåde for sådanne lidelser.